Kronik af Marianne Kofoed, direktør og Camilla Ryhl, forsknings- og udviklingschef, Bevica Fonden
Vores menneskesyn trænger til et realitetstjek. Vi skal holde op med at gruppere mennesker i dem med og uden handicap. Det handler om vores funktionsevne og den forandrer sig livet igennem og det gælder for os alle. Så hvis vi i stedet for tænker i funktionsevner, når vi indretter vores samfund, så undgår vi måske at efterlade nogen på perronen i 2030. Sådan som verdensmålene forpligter os til.
Når en passager i kørestol skal ind i et S-tog, kører han frem til togets forende og gør tegn til togføreren om, at han vil ombord. Togføreren går om i den forreste cykelkupé, åbner et metalskab, henter en rampe, som han folder ud og lægger på togets indgangskant, og så kører kørestolsbrugeren op fra perronen. Togføreren samler rampen op igen, folder den sammen, låser den ind i skabet og går tilbage til sin plads og sætter toget i gang. Det hele skramler voldsomt og tager et par minutter.
DSB har fundet en løsning, der kompenserer for en ældre vognpark, utidssvarende perroner og adgangsforhold, så alle kan komme med. Det er ikke for at hænge DSB ud, men manøvren i S-toget er også et typisk eksempel på en såkaldt add-on. Add-ons skal kompensere for kørestolsbrugerens manglende funktionsevne i forhold til idealmennesket. Desværre har add-ons ofte utilsigtede bivirkninger. I S-toget kan mennesket med handicap føle sig udstillet som en anderledes person, der forsinker toget. Det samme kan gælde passageren med synshandicap, den ældre dame, der bruger rollator, og personen med psykisk sygdom.
Undersøgelsen SHILD 2016 fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) viste, at kun 40 procent af mennesker med større psykisk lidelse og 61 procent af mennesker med større fysisk handicap oplever, at de kan bruge bus og tog. Det strider imod princippet Leave no one behind, som er et grundlæggende princip for FN’s verdensmål. Og det gælder også et område som uddannelse.
Fra 2016 til 2019 faldt andelen af 18-34-årige med handicap, der udelukkende har gennemført grundskolen, kun lidt, fra 37,6 til 36,5 procent. Hvorimod den blev halveret – fra 14,4 procent til 7,5 procent – blandt unge uden handicap. Det er baseret på Inklusionsmåling 2019, ligeledes udarbejdet af VIVE.
I Bevica Fonden mener vi, at der er brug for en ny tænkning, hvis vi skal undgå at efterlade nogen på perronen. Den 3. december er International handicapdag og en oplagt anledning til at sætte fokus på vores menneskesyn og handicapforståelse. Vi har en tendens til at indrette samfundet ud fra forestillingen om idealmennesket, og så lader vi add ons kompensere for dem der falder udenfor den forestilling. Det er flere, end man tror. SHILD 2016 viser, at cirka 30 procent af befolkningen oplever, at de lever med et handicap af større eller mindre grad, som påvirker deres liv og hverdag.
Løsningen kan hedde Universal Design
Begrebet Universal Design blev formuleret af den amerikanske arkitekt og kørestolsbruger Ron Mace, der underviste på North Carolina State University. Mace var optaget af tilgængelighed for personer med handicap, men løsningerne endte ofte med at udstille brugerne.
Når arkitekter og bygherrer fokuserede på særlige behov hos en gruppe brugere, integrerede de ikke løsningen i designprocessen. De påklistrede i stedet løsningen til sidst. Personen i kørestol fik adgang til et byggeri gennem en særlig rampe eller via en dør rundt om hjørnet, men personen oplevede sig ofte stigmatiseret og udstillet fremfor inkluderet. Det reagerede Mace imod.
Han definerede begrebet Universal Design, og dermed en ny forståelse af funktionsevne, nemlig i forhold til et helt menneskeliv. Han mente, at vi alle oplever skiftende funktionsevner som en grundpræmis i at være menneske. Der er forskel på, hvad barnet eller teenageren kan i forhold til den midaldrende mand eller den ældre kvinde. Vores syn, hørelse, balance og hukommelse forandrer sig, og vi brækker måske et ben eller får problemer med at holde balancen.
Vores evner forandrer sig med andre ord konstant. Og det formulerede Mace et begreb for, som vedrører os alle. Han ville gøre op med dem og os, en minoritet og en majoritet.
Tilgængelighed defineres ofte af tjeklister og særlige indsatser. Men begrænser vi tilgængelighed til at handle om add ons eller enkeltnedslag som fx indgange, toiletter og elevator, fremfor helhed, skaber vi ikke rum, oplevelser og samfund, hvor alle kan deltage ligeværdigt. Dermed rækker Universal Design langt videre end tilgængelighed.
I multihallen på Musholm Bugt feriecenter i Korsør har arkitekterne skabt en fantastisk akustik, som inkluderer alle, uanset hvor meget larm og latter, der er i det stor rum. I kanten af det cirkulære rum løber en 100m lang rampe, der forbinder to etager. Men her er rampen ikke en add on, den er i høj grad et integreret element der tilbyder bevægelse, leg, udfordring og nysgerrighed. Den inviterer alle til kapløb og spurt, både dem med og uden hjul. Og den er en hel central del af designet og aktiviteterne i hallen. Den er netop ikke en add on, men et integreret tilbud om brug og oplevelse, som sikrer ligeværd. Dét er universal design i praksis.
FN’s Handicapkonvention forpligter os på Universal Design
I 1997 nedsatte Mace et udvalg, der udarbejdede syv designprincipper. De skulle implementere begrebet. Men siden er det udvidet og gælder andre felter end arkitektur og design.
I 2006 skrev FN begrebet ind i sin handicapkonvention, som Danmark ratificerede i 2009. Handicapkonventionen udgør sammen med andre konventioner bagtæppet for verdensmålenes konkrete forpligtelse til at opfylde FN’s princip om Leave No One Behind.
FN udvidede Maces definition fra design af produkter og miljøer til også at omfatte services og programmes. Altså handler Universal Design mere bredt om rammerne for hele det levede liv. De skal være brugbare for alle i videst mulige omfang uden behov for at kompensere med add ons til designet.
Alle lande, der har underskrevet konventionen, forpligter sig til at bruge Universal Design i forskning, undervisning og regelværk. I Danmark har f.eks. Danmarks Tekniske Universitet og Det Kongelige Akademis Arkitektskoleindarbejdet begrebet i forskning og undervisning. Men vi kan blive endnu bedre, og Bevica Fonden vil gerne bidrage med mere viden.
På vej mod et endnu mere rummeligt samfund
Vi vil også udfordre vores menneskesyn. Vi ser som Mace mennesket som foranderligt med skiftende funktionsevner. Frem for idealet, som kun få lever op til. Vi hylder de modige, der går foran. Som de tre kropspositive kvinder med muskelsvind, der med billeder på Facebook viser, at man kan elske sin krop, selv om den ikke opfylder idealet. Vi vil ændre synet på krop og menneske, så der ikke er behov for at opdele os i med og uden handicap.
Inden for arkitektur håber vi, at Universal Design kan være et kreativt benspænd, så vi får byer og bygninger, der naturligt rummer os alle. Hvor det ikke kun handler om at komme ind og ud af en bygning og på toilettet men at opleve på lige vilkår. Vi skal væk fra add-on-tilgangen og i stedet tænke stort og tværfagligt. Og lave bygninger og miljøer, der lader så mange mennesker som muligt deltage på ligeværdige vilkår.
Tilbage i S-toget skal brugeren i kørestol ud. Han trykker på en knap, og den hjælpsomme togfører bumler igen rundt med rampen, mens toget holder stille. Et par minutter senere kan de resterende passagerer se deres særbehandlede medborger trille hen ad perronen.
Med Universal Design vil fagfolkene involvere mange flere mennesker med forskellige funktionsevner, når de designer toget, perronen og stationen. Det gælder også brugeren i kørestol, damen med rollator, faren med tvillingebarnevognen eller turisten med sin rullekuffert. Så kommer vi nærmere målet om, at alle kan tage toget på lige fod.
Kronikken er oprindeligt bragt i Berlingske Tidende 3. december 2020