Kropslig diversitet i undervisningen på arkitekt- og designuddannelserne

Med en ambition om at bidrage til at øge livskvaliteten gennem det byggede miljø for alle, undersøger ph.d.-projektet med arbejdstitlen Bodies in Spaces: Inclusion at Danish Architecture and Design Education, hvordan kroppen og kropslig diversitet inddrages i undervisningen på arkitekt- og designuddannelser. 

Det betyder noget for den senere praksis blandt arkitekter og designere, hvordan kroppen og kropslig diversitet er blevet inddraget i undervisningen på arkitekt- og designuddannelserne.  

Sådan lyder én af antagelserne i ph.d.-projektet Bodies in Spaces: Inclusion at Danish Architecture and Design Education, som er sat i søen på Det Kongelige Akademis Cluster for Spatial Inclusion på Institut for Bygningskunst og Design. Projektet undersøger, hvordan kroppen som fænomen, herunder kropslig diversitet, kan inddrages i undervisningen, og hvordan undervisningen forholder sig til spørgsmålet om menneskesyn og samfundets rumlighed. 

Det er første gang, den type studie bliver lavet i Danmark, og der ligger et stort potentiale i at blive bedre til at forstå, hvordan vi tilrettelægger undervisningen og arbejder med synet på menneskekroppen på arkitekt- og designuddannelserne. Det fortæller ph.d.-studerende på projektet Christine Bjerke. 

”Projektet handler blandt andet om at finde de gode eksempler fra både Danmark og udlandet for at lære af den måde, vi underviser på i forhold til inklusion af menneskekroppen. Ambitionen er at lave prototyper på undervisningsmetoder og pædagogiske værktøjer, som kan bidrage til nye måder at undervise på.” 

Projektet løber fra februar 2024 frem til udgangen af januar 2027. Projektet er et samarbejde mellem Det Kongelige Akademi, Realdania og Bevica Fonden.  

Det er bl.a. en udløber af FN’s Handicapkonvention, hvor Danmark har forpligtet sig til at udvikle og fremme uddannelse og forskning i universelt design og baserer sig på det tværgående princip Leave no one behind, som har været det styrende for udformningen af FNs 17 verdensmål.  

På den måde flugter projektet også helt med Bevica Fondens strategi, og direktør Marianne Kofoed glæder sig til at følge med. 

”Det er en vigtig problemstilling, som Christine Bjerke undersøger, og vi ser meget frem til at se, hvad der kommer ud af projektet. Forhåbningen er, at det vil lede til et paradigmeskifte i arkitekturens menneskesyn og sende Den Vitruvianske Mand på pension.” 

Projektejer
Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering
Projektperiode
2024-2027
Bevilling fra Bevica Fonden
930.000 kr.
Kontaktpersoner
Christine Bjerke, cbje@kglakademi.dk