Bevica Fonden og AAU Innovation på Aalborg Universitet vil styrke viden om Universelt Design i undervisningen

Inklusion og tilgængelighed bør være selvfølgeligheder i det danske samfund. Derfor indgår Bevica Fonden og Aalborg Universitet et partnerskab og opstarter et treårigt pilotprojekt, der handler om at integrere universelt design i innovations- og entreprenørundervisningen på AAU Innovation.

Pilotprojektet er baseret på AAU’s pædagogiske læringsmodel, Problem- og Projektbaseret Læring (PBL), og fokuserer på implementeringen af universelt design i AAU Innovations Entreprenørskabs-PBL-model. Målet er at give de studerende kompetencer til at skabe løsninger, der omfavner mangfoldighed og tilgængelighed for alle – uanset deres forudsætninger og funktionsevner. Pilotprojektet, der løber frem til 2027, involverer otte uddannelser fordelt på AAU’s fire fakulteter. Her skal undervisere og forskere udvikle nye undervisningsmodeller, der integrerer Universelt Design med PBL-tilgangen. Undervisningen vil give de studerende et helhedsorienteret mindset, som gør dem i stand til at indarbejde principperne for Universelt Design i deres faglige løsninger – både under studiet og senere i deres professionelle virke.

Samarbejdet bygger videre på den eksisterende viden og forskning inden for Universelt Design, der allerede er til stede på AAU, bl.a. inden for områder som arbejdsmarked, arkitektur og byggeri. Gennem en række workshops og udviklingsforløb vil undervisere på AAU blive klædt på til at afprøve/teste de nye undervisningsmodeller i deres kurser, mens studerende arbejder med konkrete cases, hvor de udvikler løsninger, der kan gøre byrum, bygninger og produkter mere tilgængelige for alle. Her vil Bevica Fondens forskernetværk og erfaringer fra blandt andet partnerskabet med DTU blive inddraget for at sikre et solidt vidensfundament, som AAU kan arbejde videre fra.

Projektet er struktureret i fire faser: I første fase opbygges projektorganisationen, og der indsamles viden som skal udgøre vidensgrundlaget for de undervisere, der ønsker at deltage. I anden fase udvikles modellerne og undervisningsforløbene, der integrerer Universelt Design og entreprenørskab i AAU’s læringsmodel (PBL), som i tredje fase testes og evalueres løbende. I projektets fjerde og sidste fase samles alle erfaringer og resultater, som derefter indgår i en afsluttende evaluering med fokus på videre implementering i den fremtidige undervisning.

Samarbejdet mellem Bevica Fonden og Aalborg Universitet er et strategisk partnerskab, der sigter mod at få integreret universelt design i undervisningen.

“Universelt design er nøglen til at skabe inkluderende løsninger, der tager højde for mangfoldigheden i vores samfund. Derfor er et samarbejde med AAU Innovation en vigtig del af Bevica Fondens strategi om at fremme forskning og uddannelse i universelt design på landets uddannelsesinstitutioner. Ved at integrere Universelt Design og LNOB-agendaen som grundpræmis i AAU’s undervisning, sikrer vi, at fremtidens kandidater er bedre rustet til at skabe løsninger, der fremmer inklusion og tilgængelighed for alle i samfundet,” siger Marianne Kofoed, direktør hos Bevica Fonden

Pilotprojektets sigte er at sikre, at de studerende ikke alene tilegner sig dyb faglig viden, men også lærer at tænke i løsninger, der er inkluderende for flere. Den efterfølgende evaluering vil danne grundlag for, hvordan erfaringerne evt. kan udmøntes, og universelt design kan integreres i AAU’s øvrige læringsmodeller.

Mads Bang, Innovationsdirektør hos AAU fortæller om pilotprojektet, ”Universelt design er en vigtig ting at lære vores studerende der står på tærsklen til at udvikle fremtidens produkter og løsninger. Der er så mange steder hvor vi kan gøre tingene meget bedre, og være meget mere inkluderende, hvis vi bare tænker det ind fra starten. Jeg er specielt glad for at vi med dette projekt også får mulighed for at præge nogle af vores nye iværksættere der lige nu står med udfordringen at udvikle fremtidens produkter.”

Bevica Fonden støtter samarbejdet med Aalborg Universitet med en bevilling på 5.140.000. i projektperioden.

Projektperiode
2024-2027
Samarbejdspartner
Aalborg Universitet
Bevilling fra Bevica Fonden
5.140.000 kr.
Kontaktpersoner
Marianne Kofoed, direktør, Bevica Fonden, marianne@bevica.dk

Marie Fallgaard Mortensen, Afdelingschef AAU, mf@adm.aau.dk.