Debatindlæg af Marianne Kofoed, direktør i Bevica Fonden og Camilla Ryhl, forskningsdirektør i Bevica Fondens Universal Design Hub
”Handikapverdenen er notorisk dårlig til at gøre handikapsagen relevant for andre end sig selv.” Sådan skriver Jacob Nossell, konsulent og et af de virkelig lyse hoveder i sin generation i Danmark (og i øvrigt født med cerebral parese), onsdag i Politiken. Det gør han som en reaktion på handicapverdenens begejstrede modtagelse af dronningens nytårstale.
I morgen er vi glemt igen, skriver Jacob også. Og han har ret. Det er et problem for handicapverdenen, at vi har vænnet os til at prædike for koret. Situationen med dronningens nytårstale kan sammenlignes med de mange danskere, der kun kommer i kirke til jul. Præstens glæde over en fyldt kirke er kortvarig, for næste søndag er kirken tom, og hun er tilbage til at prædike for de få trofaste tilhørere.
Men hvordan får handicapsagen så den opmærksomhed, den fortjener? Hvordan bliver den en folkesag på linje med LGBT+ og andre minoritetssager, der rækker langt ud over de mennesker, der tilhører den ene eller den anden minoritet?
Svaret ligger lige for. Sagen er nemlig allerede en del af en global dagsorden med så stor trækkraft og forandringspotentiale, at det næppe kan lade sig gøre at undslå sig. Leave No One Behind er et centralt løfte, der går på tværs af alle de 17 verdensmål, som det er lykkedes for FN at gøre til en uomgængelig dagsorden for os alle sammen. Leave No One Behind er et løfte om ikke at efterlade nogen på perronen, når det store forandringstog kører afsted. I løftet ligger også, at vi lover hinanden først at række ud efter dem, der står længst tilbage i køen ved billetlugen. I Danmark er det blandt andet mennesker med handicap.
Hvordan kan vi sikre det? Vidensfeltet universelt design passer som hånd i handske med FN’s dagsorden. Begrebet er født i arkitekt- og designverdenen, men har udviklet sig til et princip for al samfundsindretning. Det inkluderer det byggede miljø og vores fysiske omgivelser i det hele taget, men i lige så høj grad den immaterielle side af vores samfund: Hvordan vi indretter uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, sundhedssystemet, fritidslivet, civilsamfundet og alt derimellem.
Fra de mindste byggesten til de største strukturer insisterer universelt design på et inkluderende menneskesyn, der ikke opdeler mennesker i dem og os. Når vi indretter verden på ny – som vi er i færd med på foranledning af FN – skal vi indrettet den, så alle mennesker er tænkt med i bæredygtigheden. Ellers ER det jo slet ikke en bæredygtig verden. For som Jacob Nossell også skriver, så er det ikke rentabelt at spilde så meget menneskeligt talent, som vi gør, når vi efterlader hvert tredje menneske på perronen.
Ingen af os har råd til at ignorere ’handicapsagen’, hvis vi skal kalde den det. Den vedrører os alle. Hvad enten det er vores menneskesyn eller kuglerammen, vi bruger som måleapparat. Og derfor er sagen relevant og presserende for os alle sammen.