World Capital of Architecture 2023 Copenhagen

København har sagt ja til at blive verdens hovedstad for arkitektur i 2023. Det er blevet besluttet den 5. maj 2020 af Økonomiudvalget i Københavns Kommune, der har afsat 6,5 mio. kr. til udvikling og afholdelse af World Capital of Architecture i København i 2023. World Capital of Architecture er en ny titel, som International Union of Architects (UIA) og UNESCO har stiftet og som tilbydes den by, der er vært for UIA World Congress of Architects.

”Synergien mellem World Capital of Architecture og World Congress of Architects har potentiale til at markere København endnu stærkere som arkitekturhovedstad, og vil tilsammen favne både borgerrettede tiltag samt aktiviteter rettet mod det professionelle og erhvervsorienterede publikum” udtaler Annette Blegvad, direktør for UIA 2023 CPH, og fortsætter:

“Vi glæder os til det videre samarbejde med Københavns Kommune, UIA og UNESCO om muligheden for at sætte ekstra fokus på den værdi arkitektur, planlægning og design skaber for den enkelte og for vores samfund”.

Titelåret som verdens hovedstad for arkitektur vil blive foldet ud af Københavns Kommune i tæt samarbejde med UIA, UNESCO og sekretariatet bag UIA 2023 CPH. Derudover lægges der op til etablering af en partnerskabsplatform, som skal sikre sideevents, eksperimenter og forskning, hvor danske rådgivere, virksomheder, kreative talentmiljøer og uddannelser bliver medskabere af et bredt borgerspor.

”Civilsamfundets engagement og deltagelse er helt afgørende vigtigt for udvikling af byer, der er socialt inkluderende, sikre at færdes i og som er tilpasningsdygtige overfor fx økonomiske ændringer eller klimaændringer. Det er derfor utroligt positivt, at Københavns Kommune har valgt at støtte store og små civilsamfundsevents i København gennem hele 2023, hvor der sættes fokus på arkitekturens rolle. Vi tror, at det vil inspirere andre” siger Anne Mette Rahbæk, Den Danske UNESCO-Nationalkommission.

København har i dag en central og betydningsfuld stemme, når det handler om byplanlægning og byers bæredygtige omstilling. Et arkitekturår vil kunne udbygge den særlige position København besidder og samtidig skabe en tæt forbindelse til byens borgere. København er et rigtig godt eksempel på, at byerne er en af vor tids bedste forandringsagenter i indsatsen mod klimaforandringer og er i dag en af verdens mest innovative og grønne byer. De mange eksempler på byliv og byudvikling, der forsøger at rumme plads til alle byens borgere og til den bynære natur, skaber et solidt afsæt for København som verdens hovedstad for arkitektur i 2023. Byen er et levende laboratorium for bæredygtig omstilling med alt hvad byen rummer af erhverv og know-how inden for grønne løsninger.

Afviklingen af World Congress of Architects – UIA 2023 CPH – finder sted i København den 2. – 7. juli 2023 med forventede 10-15.000 deltagere, og vil i sig selv udgøre et fyrtårn for World Capital of Architecture 2023. Her bliver byen befolket af engagerede mennesker inden for det byggede miljø fra hele kloden, der ønsker at komme til København for at lytte, lære og dele viden.

Pressemeddelelse

Dato
06/05/2020